Barnets første dage

Når I kommer den første dag, vil i blive mødt af den pædagog som skal stå for jeres barns indkøring. Dette vil foregå på legepladsen uanset vejret og årstiden. Tænk derfor på at I skal være klædt på til vejret, når I kommer. De to andre voksne fra vuggestuen vil kort sige velkommen til jer og herefter søge ud til de andre børn igen.

 

Vi vil bruge en lille time sammen, hvor dit barn kan lege på legepladsen og se de andre børn og omgivelserne lidt an, samt mærke og se kemien mellem jer som forældre og os som pædagoger.

 

Vi vil spørge ind til jeres barns soverytme og andre ting, som kan være vigtigt for os at vide omkring jeres barn. Vi vil kort fortælle om vores daglige rytme i vuggestuen og afstemme forventningen til resten af indkøringen.

 

Vi vil forsøge at ligge en foreløbig plan for indkøringen med det for øje at den kan ændre sig fra dag til dag, hvis barnet ikke er klar til det næste skridt. En indkøring kan tage imellem 1-2 uger. I skal som forældre kunne være fleksible i forhold til at kunne hente hurtigt i disse to uger, hvis jeres barn har brug for det.

 

En vigtig del af at indkøringen kan lykkes rigtig godt er vores samarbejde med jer forældre om opgaven, hvis mål det er at få gjort dit barn og jer så trygge som muligt. Det er rigtig vigtig, at vi skaber tillid til hinanden som forældre og pædagoger i dette samarbejde, da det er her, vi sår de første frø til vores fremtidige samarbejde omkring jeres barn.

 

Det er også vigtigt, at I beslutter fra starten, hvem af jer som forældre det er, som kører barnet ind, så det enten er mor eller far som kommer hver dag med barnet.

 

I vil den første dag inden I og barnet går hjem igen få vist barnets plads i garderoben og på badeværelset, og vi aftaler mødetid for jer dagen efter. I vil også modtage Langebros velkomstfolder, som begge forældre bedes læse.  

 

Vores erfaring er, at indkøringen går lettest for alle, hvis barnet de første par dage kommer i institutionen sammen med en forælder en times tid om formiddagen. De næste par dage kan barnet så blive i institutionen i aftalt tidsrum hvor forælder går (og bliver i nærområdet) og efterfølgende dag evt. spise med til  frokost. Er det et vuggestuebarn, kan barnet også begynde at sove middagssøvn. Det er i så fald en god idé, at en af forældrene er her, når barnet skal op.